Er det vold?

Kvinder udsættes for mange forskellige former for vold af partnere eller nære familiemedlemmer. Volden er kendetegnet ved et mønster af kontrollerende adfærd, og udøvelse af magt. Når du er udsat for vold, kan du mærke, at dine grænser bliver overskredet. Mange kvinder beskriver en oplevelse af, at volden kommer snigende. 

Det er svært at komme væk fra volden, fordi den, der udøver den, forsøger at gøre det umuligt at slippe fri. En del af volden handler om at gøre offeret i tvivl om egen dømmekraft og virkelighedsfornemmelse. Manipulationen kan blive så udmattende, at man kan miste håbet om, at nogen vil tro på ens oplevelser, og at det er muligt at komme fri af volden.

Volden efterlader ikke altid blå mærker, men har altid store konsekvenser. Det påvirker ens mentale og fysiske helbred massivt, belaster både økonomi, jobmuligheder og boligforhold og går hårdt ud over sociale relationer.

Volden er altid udøverens ansvar, og det er aldrig for sent at søge hjælp til at blive fri af vold.

Tegn på vold

Få hjælp

Vi ved, at det kan virke umuligt at slippe fri af vold. Men det er muligt, og du skal vide, at der er hjælp at hente.

Mange frygter, hvilke konsekvenser det får at bryde med en voldelig partner eller nære familiemedlemmer. De kvinder vi møder, fortæller om frygt for at miste deres børn eller for at blive ruineret både socialt og økonomisk.

Voldsudsatte kvinder med børn har mange bekymringer om, hvem der får forældremyndigheden ved et brud, hvordan samvær fordeles, eller hvordan man kan beskytte børnene mod vold, når man ikke er til stede.

Det er ikke ualmindeligt at være bange og frygte for sin fysiske sikkerhed, når man har taget beslutningen om at søge hjælp. Vi ved fra forskning, at det farligste tidspunkt for en voldsramt kvinde er, når hun forlader sin voldelige partner. Det er vigtigt, at få hjælp til at komme sikkert væk. 

På vores krisecentre er sikkerheden for kvinder og børn i centrum.

Du kan altid ringe til vores rådgivning på tlf. 35 20 00 40. At tage kontakt og række ud efter hjælp er det første skridt til et liv fri fra vold.

Psykisk vold

“Han startede langsomt, og så har han bare kørt på. Han har jo også bildt mig en masse ind om mig selv, som ikke passer. Han har jo fortalt mig, at jeg har et stort temperaments-problem, og at det kommer fra min barndom. Det troede jeg på, og han fortalte mig også at jeg var psykisk voldelig overfor mine egne børn. Han sagde bare en masse ting til mig, og jo mere han sagde det, så troede jeg jo bare på det. Det har jeg så fundet ud af nu, ikke er rigtigt - at jeg ikke fejler alle de her ting, han sagde […] Jeg havde intet at skulle have sagt, og jeg måtte ikke være med til noget.”

— Kvinde, Dansk Kvindesamfunds Krisecentre. Uddrag af citat fra Ph.d.-stipendiat, Bushra Hanif

Økonomisk vold

“Han manglede penge under Corona-tiden. Så der var faktisk en intention bag det. Ja, det var jo ikke fordi, at jeg skulle ud og få mig et job for min egen skyld. Det er fordi, at han har brug for penge. Og de penge jeg tjente, tvang han mig til at overføre til ham. Jeg fik stukket et par hundrede kroner i lommepenge, og resten fik han. Strittede jeg imod, fik jeg en knytnæve eller to i maven.”

— Kvinde, Dansk Kvindesamfunds Krisecentre. Uddrag af citat fra Ph.d.-stipendiat, Bushra Hanif

Fysisk vold

“Jeg kunne altid mærke hans aggressive temperament. Du kunne se på ham, at lige om lidt så går det galt. Han blev måske sur over, at jeg ikke havde svaret på en sms. Så ville han tage kvælertag på mig for at lukke munden på mig, hvis jeg forklarede, hvorfor jeg ikke havde svaret på sms’en. På en måde blev jeg fysisk straffet, når jeg ikke gjorde som han sagde - jeg blev holdt nede og slået, hvis jeg forsøgte at svare verbalt igen.”

— Kvinde, Dansk Kvindesamfunds Krisecentre. Uddrag af citat fra Ph.d.-stipendiat, Bushra Hanif

Seksualiseret vold

“Han åbnede sit bælte. Slog mig i ansigtet med sit bælte. Jeg var blodig og fik flere blå mærker over det hele. Jeg skyndte mig ind på soveværelset, men han hev mig i armen og trak mig ud, og sagde til mig: “Jeg har tænkt på en ny ting.” Jeg råbte, at han skulle lade mig være, for jeg blødte over hele ansigtet og jeg var rigtig dårlig. Han sagde, “tag det der dyre flotte undertøj på, som du har købt.” Han kastede mig ind på soveværelset. Han tvang mig til at tage pænt undertøj på. Så kom han ind på værelset, trak mig ud af sengen, og voldtog mig. Jeg havde menstruation den dag, men han var ligeglad, det var bare bonus, fordi så var analt jo også en mulighed.”

— Kvinde, Dansk Kvindesamfunds Krisecentre. Uddrag af citat fra Ph.d.-stipendiat, Bushra Hanif

Voldsdefinitioner

Der findes mange former for vold. Her kan du læse mere om de forskellige voldsformer.

Andres historier

Det kan være svært at sætte ord på den vold, man selv oplever. For mange er det en hjælp at spejle sig i andres oplevelser. Derfor har vi samlet en række personlige fortællinger fra kvinder, som har boet på vores krisecenter.

Hvordan får jeg hjælp?

Hvis du er udsat for vold, har du ret til hjælp. Her kan du læse mere om dine rettigheder og finde oplysninger om, hvordan du kan kontakte os for hjælp.